Filmen ”den hemmelige krig”, der blev vist på DR, har resulteret i ”åben krig” på flere fronter. Oppositionen har sat angreb ind mod regeringen i Folketinget og krævet en uvildig undersøgelse. Regeringen har afvist og i stedet sat angreb ind mod DR.

Kort fortalt handler ”Den hemmelige krig” om det danske militærs samarbejde med det amerikanske i starten af krigen mod Taliban i Afghanistan. Filmen sætter især fokus på spørgsmål om tortur og medvirken til tortur af afghanske fanger. Det sker gennem en række interviews med afghanske fanger, amerikanske fangevogtere, danske soldater og  militære chefer. Et centralt spørgsmål er, hvad regeringen og den militære ledelse vidste eller burde vide. Dette spørgsmål belyses bl.a. med udtalelser fra den amerikanske forsvarsminister og præsident om deres normer for fangebehandling samt vurderinger fra eksperter i statsret og folkeret. Filmen fælder ikke domme, men sætter skarpt, kritisk lys på forhold i krigens start.

Statsministeren udtaler, at DR har et ”meget, meget stort troværdighedsproblem i hele denne sag”. DR svarer, at der kan klages til Pressenævnet. Det afviser statsministeren som latterligt, og forsvarsministeren følger op: ”Jeg har da ingen interesse i at stå og ligne en lille dreng i skolegården, der ikke kan klare mig selv og så går til gårdvagten. Men jeg har en interesse i, at fakta bliver lagt frem, og at det er et faktuelt rigtigt grundlag, jeg bliver kritiseret på” (Politiken 28.1.07).

Det store spørgsmål er – også i denne sag: Hvad er fakta? Får  forsvarsministeren mere sikre oplysninger om fakta, når han spørger de militære enheder, der hører under ham? Eller når han spørger ledelsen af de amerikanske styrker?

”Lytternes og seernes redaktør” ved DR er netop blevet lovfæstet på forslag fra kulturministeren. Ved samme ændring af radio- og fjernsynsloven blev han sikret uafhængighed af DRs daglige ledelse. Lytternes og seernes redaktør har undersøgt filmen samt DRs lancering og opfølgning. Han fandt et par fejl, der er berigtiget af DR og et par uklarheder. Men undersøgelsen gav ikke grundlag for påstandene om en lang række faktuelle fejl. Lytternes og seernes redaktør nævner afslutningsvis, at politisk tryk ikke må resultere i selvcensur og manglende mod til at udfordre. Forsvarsministeren har efterfølgende betegnet redaktøren som:  ”ham der kalder sig seernes mand” (Politiken 28.1.07).

Ministre har naturligvis ytringsfrihed, og det er indlysende, at regeringen kan forsvare sig med oplysninger og vurderinger, når den bliver angrebet.

Det er derimod ikke indlysende, at regeringen kan angribe DR. Under Muhammed-konflikten var statsministeren meget omhyggelig med ikke at kritisere Jyllands-Posten, og statsministeren markerede pressefriheden i et demokratisk samfund: ”Den danske regering har ingen mulighed for at påvirke pressen”.

Statsministeren reagerer anderledes, når en DR-udsendelse sætter kritisk lys på regeringens ansvar i en vigtig sag. Regeringen har afvist en uvildig undersøgelse af de faktiske begivenheder. Den har afvist uvildig undersøgelse ved Pressenævnet af DR-udsendelserne. Den har kun nedladende kommentarer til den uvildige undersøgelse, der er lavet af lytternes og seernes redaktør. Regeringen vil således ikke bruge de muligheder, der findes til uvildige undersøgelser. På denne baggrund virker regeringens angreb på DR som forsøg på pression.

Journalister skal ikke bøje sig ved angreb men uanfægtet fortsætte med at belyse vigtige samfundsmæssige spørgsmål og sætte fokus på ansvar. DR er ligefrem forpligtet: ”Forsøg fra udenforstående på at øve pression mod programvirksomheden skal afvises”. Sådan står det i bemærkningerne til radio- og fjernsynslovens krav til public service-medier.