Det er ikke en fejl: Du var dårlig
Forleden fik jeg en mail fra en tidligere kollega, hvis datter er kommet ind på Journalisthøjskolen. Hun var lykkelig! Og far var glad. Dejligt for dem. Ikke alle blev så glade, da de fik brevet fra os med svaret på den skriftlige optagelsesprøve. Over 400 er hverken kommet ind eller inviteret til samtale.
Nogle af de ikke-glade skriver til os og klager. Det er efter reglerne, så fint nok. Men indholdet i nogle af klagerne rejser et spørgsmål, der efterhånden er tilbagevendende i mit job som medlem af optagelsesteamet: Hvem har bildt jer ind, at det er en fejl, hvis der overgår jer noget grimt? (Sikkert jeres forældre. Arbejdet i optagelsesteamet er ikke godt for ens forhold til forældre. Ved I, at nogle af jer har forældre, der skriver til os og skælder ud, uden jeres vidende?)
Lad mig nævne nogle eksempler:
Jeg mener, I må have forbyttet min opgave med en andens.
Min lærer på xxskole siger, at den er god, så det må være en fejl.
Jeg kender journalist xx, og han siger, at den er god nok.
Jeg var meget nervøs, men kan I ikke læse den igen og se væk fra det?
Jeg glemte at svare på xx, men bortset fra det, fejler opgaven jo ingenting.
Alle kan ikke være bedst
Det er selvfølgelig smadderærgerligt at blive vraget til en prøve. Og det er menneskeligt at blive knotten og ked af det. Og skælde ud. Og ærgre sig højlydt. Især hvis man også har sig selv at bebrejde, fordi man glemte noget/var nervøs/havde en dårlig dag. Det køber jeg.
Men en kikset præstation er altså kikset. Også selv om den kan forklares. Og den ”uforklarlige” karakter bunder i det enkle, at I ikke alle kan være bedst. Nogle er bare bedre end andre. Journalisthøjskolen er i den heldige situation, at vi har flere kvalificerede ansøgere end pladser, så vi tager de bedste. En afvisning betyder ikke (altid), at I ikke er gode, men I var bare ikke gode nok i denne omgang. Det er som at søge et job. I får det, hvis I er den bedste i flokken af ansøgere. Og ellers får I det ikke. Det er I så nødt til at købe – i hvert fald når I er kommet over den værste galde.
Så ja, det kan sagtens være rigtigt, at vi har afvist jer, selv om både forældre, gamle lærere, naboer og journalister i bekendtskabskredsen har sagt god for jeres indsats. Nogle gange er I bare ikke bedst. Uanset hvor surt det så er.
Men fat mod. Vi har en ny prøve igen næste år, og måske lykkes det til den tid.
PS:
(Og til kolleger i medieverdenen: Hvorfor bilder I ansøgere ind, at deres opgaver er gode nok, når I helt tydeligt ikke har sat jer ind i kravene? Det er da en af de journalistiske kernedyder, at man ikke drager konklusioner uden at have foretaget en research.)
Nogle af de ikke-glade skriver til os og klager. Det er efter reglerne, så fint nok. Men indholdet i nogle af klagerne rejser et spørgsmål, der efterhånden er tilbagevendende i mit job som medlem af optagelsesteamet: Hvem har bildt jer ind, at det er en fejl, hvis der overgår jer noget grimt? (Sikkert jeres forældre. Arbejdet i optagelsesteamet er ikke godt for ens forhold til forældre. Ved I, at nogle af jer har forældre, der skriver til os og skælder ud, uden jeres vidende?)
Lad mig nævne nogle eksempler:
Jeg mener, I må have forbyttet min opgave med en andens.
Min lærer på xxskole siger, at den er god, så det må være en fejl.
Jeg kender journalist xx, og han siger, at den er god nok.
Jeg var meget nervøs, men kan I ikke læse den igen og se væk fra det?
Jeg glemte at svare på xx, men bortset fra det, fejler opgaven jo ingenting.
Alle kan ikke være bedst
Det er selvfølgelig smadderærgerligt at blive vraget til en prøve. Og det er menneskeligt at blive knotten og ked af det. Og skælde ud. Og ærgre sig højlydt. Især hvis man også har sig selv at bebrejde, fordi man glemte noget/var nervøs/havde en dårlig dag. Det køber jeg.
Men en kikset præstation er altså kikset. Også selv om den kan forklares. Og den ”uforklarlige” karakter bunder i det enkle, at I ikke alle kan være bedst. Nogle er bare bedre end andre. Journalisthøjskolen er i den heldige situation, at vi har flere kvalificerede ansøgere end pladser, så vi tager de bedste. En afvisning betyder ikke (altid), at I ikke er gode, men I var bare ikke gode nok i denne omgang. Det er som at søge et job. I får det, hvis I er den bedste i flokken af ansøgere. Og ellers får I det ikke. Det er I så nødt til at købe – i hvert fald når I er kommet over den værste galde.
Så ja, det kan sagtens være rigtigt, at vi har afvist jer, selv om både forældre, gamle lærere, naboer og journalister i bekendtskabskredsen har sagt god for jeres indsats. Nogle gange er I bare ikke bedst. Uanset hvor surt det så er.
Men fat mod. Vi har en ny prøve igen næste år, og måske lykkes det til den tid.
PS:
(Og til kolleger i medieverdenen: Hvorfor bilder I ansøgere ind, at deres opgaver er gode nok, når I helt tydeligt ikke har sat jer ind i kravene? Det er da en af de journalistiske kernedyder, at man ikke drager konklusioner uden at have foretaget en research.)
Kommentarer [13]
Discussion for this entry is now closed.
email:Ole Nørskov | website: www.journalisten.dk
Jeg er uenig i den grundlæggende præmis for Solveig Schmidts indlæg - at DJH vælger de bedste.
Naturligvis PRØVER DJH at vælge de bedste, men der er mange helt tilfældige faktorer, der spiller ind. Sådan er livet nemlig også.
På samme måde er det jo med en jobsamtale ude i det virkelige liv. Om man får jobbet eller ej, er afgjort allerede tre sekunder inde i samtalen, og det handler næsten udelukkende, om det man i mangel på et bedre ord kalder "kemi." Alle de fine forklaringer om manglende kompetencer er efterrationaliseringer.
Jeg er helt overbevist om, at skiftede man udvælgelseskomiteen ud og kørte præcis den samme flok aspiranter gennem optagelsesprøven og samtalen, så ville man få nogle helt andre studerende ind.
Set i det perspektiv begås der jo masser af "fejl" og uretfærdigheder.
Læste censoren opgaven før hun drak sin morgenkaffe eller efter? Lå opgaven øverst i bunken eller nederst? Lå den efter en elendig opgave eller efter en god? Var det første ord, censorens hadeord nummer ét? Ringede svigermor eller elskeren midt i læsningen?
Ideen om at man skal bøje nakken over for de ufejlbarlige bedømmere og æde sine nederlag stilfærdigt bryder jeg mig ikke om. Vil du i verden frem så brok dig...
email:Michael Jeppesen | website:
Jeg kan så sige det samme til DJH.
Det er ikke en fejl, at jeg undlod at ansøge.
DJH giver ikke den bedste uddannelse.
- Men det er der vist også højst noget DJH-undervisere bliver bildt ind af kollegaer, gamle elever og andre upålidelige kilder.
email:Rikke | website:
Jeg blev optaget på en DJH-uddannelse for snart to år siden og har 'er jeg mon blevet optaget??' spændingen i klar erindring. Hvis jeg ikke var kommet ind på uddannelsen, ville jeg da helt sikkert have spurgt mig selv 'hvorfor?' og overvejet alle mulige og umulige måder stadig at nå mit mål på.
Jeg må indrømme, at jeg er noget skuffet over den holdning til ansøgere, der bliver lagt for dagen i dette indlæg. Især overskriften er tæt på at få mig op i det røde felt, den virker godt nok en kende overlegen. Måske er det bedre at værdsætte, at der er mange unge, der gerne vil ind på DJH? Og at de tilmed har støtte fra deres familie og omgangskreds?
email:Ole H.B. Andreesen | website:
Nu er man jo aldrig bedre end sin seneste præstation, men det er vel ikke automatisk ensbetydende med, at man sådan bare generelt er dårlig? Det strider i hvert fald grundlæggende med min tilgang til menneskeheden.
Faktisk gør jeg et relativt stort nummer ud af at fortælle de studerende, jeg skal have til eksamen, at karakteren IKKE er et udtryk for, hvordan de er som mennesker, men bare et udtryk for, hvordan de løste en konkret opgave. De er altså ikke deres 6-tal - eller 10-tal for den sags skyld.
Som jeg læser de reaktioner, der er kommet på Solveigs indlæg, så er det jo også præcis det, der skydes mod - at rubrikken konstaterer, at fordi man ikke kom ind, så "var man dårlig".
Nej, præstationen var dårlig, men det kan jo altså være nogle rasende gode mennesker, der har et velmendende netværk og støtte fra forældrene, gode intentioner, en stærk vilje - men lige på dagen en svigtende evne.
At jeg så ikke kan andet end hovedrystende give ret i, at kollegaer "ude i branchen" - eller "virkeligheden", som de ynder at kalde den parallel verden til DJH, de befinder sig i - burde sætte sig ind i prøvens krav og mål, inden de blåstempler naboens børns opgaver, er en ganske anden sag.
Ligesom jeg heller ikke har meget til overs for de forældre, der ikke kan slippe deres afkom og åbenbart bag ryggen på ungerne forsøger at omstøde et afslag på optagelse. Tag da lige at give slip på de stakkels børn og få jer en hundehvalp i stedet for!
Og lige et lille spørgsmål ti Michael Jeppesen: Hvordan ved du, at DJH ikke giver den bedste uddannelse, når du ikke har prøvet?
email:Jon Pagh | website:
Puha, godt jeg kom ind.
Men er det rigtigt, at der ikke sniger sig en eneste fejl ind imellem? Så sent som for to uger siden fik 3. semester forkerte karakterer i vores samfundsfagseksamen. Det resulterede blandt andet i, at en elev, der i første omgang havde fået karakteren 7, dumpede med karakteren 5.
Ville det ikke klæde "optagelsesteamet" bedre at tage eventuelle klager seriøst? Det virker i hvert fald ikke særligt sympatisk at kalde dem, der klager dårlige...
email:Ole H.B. Andreesen | website:
Holdt nu lige lidt, Jon: Ret skal være ret, og det er givet at overfortolke Solveigs indlæg, hvis du udlægger det sådan, at man kaldes dårlig, FORDI man klager.
email:Jon Pagh | website:
Det er nok en overfortolkning af indlægget, men bestemt ikke af overskriften.
Men det er heller ikke det centrale. Synes det er mere interessant, om optagelsessystemet virkelig er ufejlbarligt?
email:Ole H.B. Andreesen | website:
Se, det er der jo lissom ingen, der har påstået. Jeg har også været med til at rette optagelsesprøven, og jeg er ret overbevist om, at det system vi har nu, er ganske udmærket til det, det skal.
Det kunne helt sikkert blive bedre, og det arbejdes der også på.
Men det er desværre håbløst naivt at stræbe efter noget ufejlbarligt, når der indgå så usikker en faktor som mennesker i projektet.
email:Lærer | website:
Tusind tak for et fantastisk indlæg. Det var forfriskende! Jeg kan huske, dengang man som ungt menneske følte, at man skulle anstrenge sig lidt for at nå sine mål. Dengang man ikke tog lykken for givet. Jeg blev selv optaget på en længerevarende uddannelse efter hårdt arbejde i gymnasiet i 90erne og jeg tog ikke min optagelse for givet. Men i dag, hvor jeg selv underviser, oplever jeg en ganske anden indstilling blandt nogle unge (dog ikke dem alle!!!).
Man sporer en fornærmelse over formålet (faglig tilegnelse) og arrogance overfor såvel midlet som målet. En forventning om at kunne komme trygt og godt gennem livet i en fosteragtig lykketilstand. Vreden hos disse elever vil ingen ende tage overfor de faglige krav som stilles. De mentale kræfter, som disse elever besidder, bruges på indædt at bekæmpe tilegnelsen af de kvalifikationer, som er skelsættende for succes.
Man hører rapporter om nye lægestuderende, som skal have 'tingene skåret ud i pap' (og frygter sin pensionsalder). Eller lille Børge på universitetet, hvis mor ringer til professoren for at spørge hvad morgendagens lektie mon kan være.
Forbavselsen er uendelig ægte, når eleven ikke forstår, at det nyligt lagte 'guldkorn' (baseret på spontan tænkning uden fundament i erfaring eller forberedelse) ikke med det samme optages som højere videnskab. At der ikke fra lærerens side faldes på halen over de uskyldsrene og ugranskede tanker, som kastes frem i høj stemmeføring og seneste modeantræk. Engang imellem ser man andre elever pille tanken fra hinanden og forventer en udvikling i elevens argumentation (intelligens skal jo udfordres til udvikling), men disse unges vrede strækker sig til at inkludere egne medstuderende, som ikke kan tillade sig at sige dem imod! Deres overlegne intelligens er jo tusind gange blevet bekræftet af forældre og venner. Og hvis læreren mener noget andet...jamen så klager man. En ulykkelig kollega berettede, at en elev havde klaget over at en projektor havde 'ødelagt' hans koncentration under eksamen. Administrationen (som ikke er kvalificeret til faglig vurdering) valgte at give en højere karakter! Eksemplet er IKKE enestående.
I disse unge øjne er det lærerens soloansvar, at eleven består (Dette er blevet undersøgt for nylig). Hvis læreren taler et uvelkomment alvorsord om den elevindsats, som finder sted, så løber eleven til en 'højere instans' og klager sin nød over læreren, 'som ikke KAN LIDE mig.' (Hvem en lærer kan lide bør ikke have inflydelse på karaktergivning, men disse unge opfatter oprigtigt en karakter som en afspejling af deres personligheds succes i klasseværelset - ikke faglig formåen)
Nogle kolleger er sprunget på den løbske vogn og glæder sig over at undervise i fag, hvor 'to ugers eksamenslæsning' kan føre til en bestået eksamen. Men ak og ve de stakler, som underviser i sprogfag. For de færreste kan 'fake' sproglig kunnen i 30 minutters samtale.
Jeg oplever kolleger, som giver op over for de unge og giver dem karakterer, som de ikke fortjener 'for ellers klager de jo.' Klagerne falder i disse dage som regn fra en generation, som ikke har udviklet øjne og stadig ligger mageligt i forældrenes velpolstrede rede og pipper efter orm.
Jeg har læst at de fremtidige vindere er dem 'som vil' og jeg tror faktisk det bliver lettere at vinde, for der er ikke så mange om buddet mere.
email:Bertil Hoffmann Jensen | website:
Jeg søgte ind sidste år, men blev desværre ikke optaget. Jeg er ikke bitter eller sur. Kun ærgerlig. Min holdning er, at journalisthøjskolen selvfølgelig bliver nødt til at vælge de bedste. Også selvom det er hårdt at få et afslag.
Det ærgerlige er imidlertid, at prøven kun fokuserer på dele af ansøgerens færdigheder. Nemlig stavningen og den generelle paratviden om samfundet. Hvad med modenhed? Hvad med tidligere livs oplevelser? Og hvad med evnen til at se en sammenhæng i politiske og historie?
En af mine bedste venner gik lige ind. Han ved ikke, hvorfor USA blokerer Cuba. Han ved ikke, hvorfor Kina undertrykker Tibet. Han hører aldrig p1 eller orientering - noget jeg gør næsten hver dag. Men han kunne det, som i forlangte.
Et forslag på at løse dette kunne være, at stort set alle skulle ind til en kort samtale, hvor modenheden og hele mennesket bliv testet, men det har i vel ikke ressourcer eller lyst til?
Vi ses til optagelsesprøven i 2009
Venlig hilsen,
Bertil Hoffmann
email:Bertil Hoffmann Jensen | website:
Der var godt nok ubehageligt mange stavefejl i mit indlæg. Næste gang skulle jeg måske lige overveje at læse det igennem, inden det blev sendt. Jeg håber, at i kunne forstår, hvad jeg skrev, selvom stavningen er at sammenligne med noget fra 4klasse.
Vh
Bertil Hoffmann Jensen
email:Ole T | website:
Du skriver:
”Men fat mod. Vi har en ny prøve igen næste år, og måske lykkes det til den tid.”
Nu er der så lagt gift ud for den tankegang. Fremover vil resultatet af prøverne kun meddeles som ikke optaget, kaldt til samtale eller optaget. Det fremgår af { Link }
Resultatet kan nemt blive at folk opgiver endnu en optagelsesprøve, når meldingen ”ikke optaget” kan dække over alt imellem 0 og 340 point. De dybere årsager til at skolen har valgt ikke længere at ville videregive de enkelte delresultater, reflekterer jeg over i min kommentar på ovennævnte tråd. Ledelsen har fat i den lange ende, skolen kan vælge og vrage og det gør den så.
Sjældent er noget dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Når du i den kommende sæson svarer forældrene om deres poders håbefulde forsøg, er det nu blevet ulige lettere. Sig til prøvedeltagerne, at du tror på det, når de selv eller familie og venner siger, at de er dygtige og talentfulde. De var måske kun 10 point fra at gå direkte ind, hvem ved. Det er måske kernen i den anden tråd, at nogen ved og andre ikke skal vide, navnet Kafka dukker da op.