header_green.jpg


Journalisthøjskolens weblog om medier og journalistik


Det er ikke let at være nogen

”Hvis du skal have flere penge, hvem skal så have færre?”

Det enkle spørgsmål førte sidste år til en bemærkelsesværdig artikel i Weekendavisen. Journalisten, Anna Libak, havde set på en uges debat og ringet rundt til dem, der krævede flere penge til f.eks. behandling af patienter.

Jeg håber, at nogen snart begynder at stille det samme spørgsmål i dækningen af den kommende skattereform.

Eksperternes udspil kom mandag, og så løb medierne det samme sted hen. Måske tænkte de: Uha, her kan vi virkelig beskrive konsekvenserne, og vi må lave en hel masse what’s-in-it-for-me-journalistik. Det er vist sådan noget, der interesserer folk, og så sælger vi nogle aviser, får mange seere, lyttere og besøgende – og så bliver annoncørerne glade…….

Tirsdag kunne man således på forsiden af Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten læse om vindere og tabere – man kunne for eksempel læse, at reformen ville være et problem for en familie, der havde købt et for dyrt hus, og - da-da -  ”hvad betyder skattereformen for dig?” – man fornemmer den høje score på what’s-in-it-for-me-skalaen,. (Det helt vilde ville nok være, hvis man kunne bruge nogle regneark og gøre det hele interaktivt, så man kunne taste sine egne tal ind og få en beregning. Wauh).

Information lod fagbevægelsen skælde ud over hele forsiden, hvor Bente Sorgenfrey fra FTF klart sagde, hvad det handlede om: ”Hvis man fastholder forslaget om at sænke fradragsretten for medlemskab af fagforeninger og a-kasser, bør oppositionen ikke gå med i en aftale”. Hun er tilsyneladende bange for, at medlemmerne vil skride, hvis skatteyderne ikke længere skal betale så stor en del af gildet. Indeni Information var det SU-modtagerne, det var synd for.

Og det er jo ikke let at være nogen. Men i en tid hvor aviserne ligger på  knæ for politikerne for at bevare deres statsstøtte med begrundelsen, at de er livsvigtige for demokratiet,  kan det undre, at dækningen af skattereformen virkede så perspektivløs.

Lad os da høre noget om, hvad der er ideen i reformen. Hvad er det for et samfund, den lægger op til? Hvilke værdier vil den styrke? Har noget lignende været forsøgt andre steder? Har Skattekommissionen gode argumenter og solide belæg for sine anbefalinger? Osv. Osv.

Det er da det, der er interessant. Og uden det udgangspunkt er det umuligt at forholde sig til alle dem, der nu brokker sig over, at skatteyderne ikke længere skal medfinansiere helt så meget af for eksempel deres gæld eller sundhedsforsikring.

Lige nu er skattedebatten kommet til at handle om statsministerens eventuelle løftebrud. Men er det interessant? Ikke særligt. Vent med det og fortæl os først om ideerne med og grundlaget for forslaget til skattereformen. Og husk i alle tilfælde at spørge dem, der kræver penge, hvem der skal betale

Kommentarer [0]

    Ingen indlæg

Discussion for this entry is now closed.






Henrik P. Berggreen

Mere end halvdelen af mit liv har jeg beskæftiget mig med journalistik. Jeg var meget ung, da jeg som 19-årig startede på DJH i 1985, men jeg har holdt af faget lige siden. Mine faglige kæpheste er journalistikkens rolle, revurdering af den tilstræbte objektivitet, velfortalt, personlig og analyserende journalistik. Jeg underviser på 7. semesters mediespeciale i trykte medier, og jeg vil elske aviserne, til de dør.

Mine favoritter
Mine tidligere indlæg
Det er ikke let at være nogen
Long live long form
The sorry state of the news media
Akademikerne kommer
Seierstads glidebane
Spring til kommunikation, nu
Lad os - også - gø op ad nogle andre træer
Journalister i grænseland
Ikke kun en strid om ord
Sandheden om Kenneth Plummer
Most of this was made up
Jyske direktører og mænd med skæg
Udenfor indflydelse
Viewspaper? Ja, hvad ellers?
Journalistik og det der ligner
Ude af trit med journalistikken
Eksperter er ikke akademiske robotter
Visionært? Nej, tak.
Det besværlige ”jeg”
Nyhedsavisens premiere – en fuser
Hvor blev journalistikken af?
Klima af konformitet
Ikke en avis – men et marketing-koncept
Giv gratisaviserne til de nøjsomme
Må den bedste journalistik vinde
En smuk og klog tysker
Profession illusionist



Email :: webmaster@djh.dk