Fotojournalistisk krise?
Ingen danske vindere ved World Press Photo. Stærkt tilbagefald for dansk fotografi.
Fredagens annoncering af årets vindere ved en af verdens største og mest anerkendte fotokonkurrencer, World Press Photo (WPP), gav ingen hæder til danske fotojournalister. Politikens billedchef og medlem af WPP's dommerkomite, Per Folkver langede ud efter branchen, som ikke har råd til at sende fotograferne udenlands. Billedchefen kaldte det en krise og et tilbagefald for dansk fotografi.
Et tilbagefald er det nu næppe. Så sent som i sommer, ved Lumix Festivalen i Hannover var ni ud af de 60 udstillinger lavet af danske talentfulde fotojournalister. Danmark var det bedst repræsenterede land udover værterne fra Tyskland. Så talenterne er der, og de laver de gode og væsentlige historier. Historier, som også bliver anerkendt i udlandet.
Herudover skaber det ikke i sig selv vinderbilleder, når man drager udenlands. Blandt de seneste års danske WPP vindere finder vi mindst fire projekter fra Danmark: Casper Dalhoff vandt med en serie fra Institutionen Sølund ved Skanderborg. Lene Esthave vandt med er serie portrætter fra VM i styrkeløft. Lars Krabbe vandt med et portræt af Berlusconi ved EU-topmøde i København. Og sidste år vandt Erik Refner med en serie fra Copenhagen Marathon.
Det handler altså ikke kun om at rejse ud. Det kræver også en vis portion held at vinde, og det havde de danske fotografer så ikke ved WPP i år.
Der er mange gode billeder og vigtige historier præsenteret på dette års WPP. Og heldigvis mange historier lavet af nye fotografer fra lande, som vi ikke så ofte ser blandt vinderne. Jeg er lige ved at tro, at Kina er det mest vindene land i år. Det er godt for fotojournalistikken og vores syn på verden, at en række tredje verdenslande bliver repræsenteret. Det er et resultat af WPP's store arbejde for at udbrede fotojournalistikken rundt om i verden.
Men er der så en krise? Ikke i den danske eller udenlandske talentmasse og deres lyst til at lave gode fotojournalistiske historier. Men derimod er der den velkendte problemstilling med færre aftagere og færre penge til reportagehistorier (uanset om de bliver lavet i Danmark eller i udlandet). Det er paradoksalt, at den stigende brug og efterspørgsel efter fotografier giver dårligere fotojournalistik. Medierne skal bruge mange, hurtige og billige fotografier. Det er lige modsat fotojournalistikkens styrke, som er tid og fordybelse.
Her kunne en organisation som WPP og deres verdenskendte brand spille en rolle ved at vise, hvordan fotojournalistikken kan anvendes. Men som jeg ser det, er deres præsentation og håndtering af verdens bedste fotojournalistik i krise.
WPP gør som de altid har gjort: viser en masse billeder på en kedelig hjemmeside. Billeder uden nogen form for kontekst eller sammenhæng. Den nærmere sammenhæng skal vi vente et par måneder på – til udstillingen åbnes og kataloget udkommer. Det ville svare til, at journalistikken præsenterede prisvindende artikler igennem overskrifter, under- og mellemrubrikker, men ventede med at give læserne hele indholdet.
Som eksempel kan vi tage vinderbilledet i kategorien General News Singles. Her er billedteksten: Woman tries to stop forced eviction of her people, Manaus, Brazil, 10 March. Hvem forsøger at stoppe hende? Hvorfor? Hvilket folk tilhører hun? Spørgsmålene er mange og svarene kunne forbedre forståelsen af problemstillingen og fotografiet.
Da Politiken præsenterede det samme vinderbillede i deres lørdagsudgave den 14. februar var billedteksten endnu mere sparsom: OVERMAGT. Og så navnet på fotografen og den pris, han vinder. Men er det fotografen, der er interessant eller er det historien, som fotografiet fortæller? Politikens manglende forklaring er direkte imod deres nye billedpolitik, hvori der blandt andet står: Billeder bringes ikke for effektens skyld. (...) billedteksten skal give svar på de journalistiske spørgsmål hvem, hvad og hvor.
Det er ikke kun den manglende kontekst til WPP vinderbillederne, der er et problem for fotojournalistikken.
WPP forholder sig overhovedet ikke til online mediet eller til andre sammenhænge, som vinderbillederne kunne bringes i. Hvad med om WPP indførte en multimedie kategori? Eller hvert år valgte et tema, som skulle belyses fotojournalistisk? Eller udgav temabøger om udvalgte emner eller områder - lavet af fotojournalister? Eller hædrede medier, som brugte fotojournalistikken på en ny og spændende måde?
Det ville være fornyelse og give fotojournalistikken vægt som et seriøst kommunikerende medie, der bruges til andet end fotokonkurrencer.
Fredagens annoncering af årets vindere ved en af verdens største og mest anerkendte fotokonkurrencer, World Press Photo (WPP), gav ingen hæder til danske fotojournalister. Politikens billedchef og medlem af WPP's dommerkomite, Per Folkver langede ud efter branchen, som ikke har råd til at sende fotograferne udenlands. Billedchefen kaldte det en krise og et tilbagefald for dansk fotografi.
Et tilbagefald er det nu næppe. Så sent som i sommer, ved Lumix Festivalen i Hannover var ni ud af de 60 udstillinger lavet af danske talentfulde fotojournalister. Danmark var det bedst repræsenterede land udover værterne fra Tyskland. Så talenterne er der, og de laver de gode og væsentlige historier. Historier, som også bliver anerkendt i udlandet.
Herudover skaber det ikke i sig selv vinderbilleder, når man drager udenlands. Blandt de seneste års danske WPP vindere finder vi mindst fire projekter fra Danmark: Casper Dalhoff vandt med en serie fra Institutionen Sølund ved Skanderborg. Lene Esthave vandt med er serie portrætter fra VM i styrkeløft. Lars Krabbe vandt med et portræt af Berlusconi ved EU-topmøde i København. Og sidste år vandt Erik Refner med en serie fra Copenhagen Marathon.
Det handler altså ikke kun om at rejse ud. Det kræver også en vis portion held at vinde, og det havde de danske fotografer så ikke ved WPP i år.
Der er mange gode billeder og vigtige historier præsenteret på dette års WPP. Og heldigvis mange historier lavet af nye fotografer fra lande, som vi ikke så ofte ser blandt vinderne. Jeg er lige ved at tro, at Kina er det mest vindene land i år. Det er godt for fotojournalistikken og vores syn på verden, at en række tredje verdenslande bliver repræsenteret. Det er et resultat af WPP's store arbejde for at udbrede fotojournalistikken rundt om i verden.
Men er der så en krise? Ikke i den danske eller udenlandske talentmasse og deres lyst til at lave gode fotojournalistiske historier. Men derimod er der den velkendte problemstilling med færre aftagere og færre penge til reportagehistorier (uanset om de bliver lavet i Danmark eller i udlandet). Det er paradoksalt, at den stigende brug og efterspørgsel efter fotografier giver dårligere fotojournalistik. Medierne skal bruge mange, hurtige og billige fotografier. Det er lige modsat fotojournalistikkens styrke, som er tid og fordybelse.
Her kunne en organisation som WPP og deres verdenskendte brand spille en rolle ved at vise, hvordan fotojournalistikken kan anvendes. Men som jeg ser det, er deres præsentation og håndtering af verdens bedste fotojournalistik i krise.
WPP gør som de altid har gjort: viser en masse billeder på en kedelig hjemmeside. Billeder uden nogen form for kontekst eller sammenhæng. Den nærmere sammenhæng skal vi vente et par måneder på – til udstillingen åbnes og kataloget udkommer. Det ville svare til, at journalistikken præsenterede prisvindende artikler igennem overskrifter, under- og mellemrubrikker, men ventede med at give læserne hele indholdet.
Som eksempel kan vi tage vinderbilledet i kategorien General News Singles. Her er billedteksten: Woman tries to stop forced eviction of her people, Manaus, Brazil, 10 March. Hvem forsøger at stoppe hende? Hvorfor? Hvilket folk tilhører hun? Spørgsmålene er mange og svarene kunne forbedre forståelsen af problemstillingen og fotografiet.
Da Politiken præsenterede det samme vinderbillede i deres lørdagsudgave den 14. februar var billedteksten endnu mere sparsom: OVERMAGT. Og så navnet på fotografen og den pris, han vinder. Men er det fotografen, der er interessant eller er det historien, som fotografiet fortæller? Politikens manglende forklaring er direkte imod deres nye billedpolitik, hvori der blandt andet står: Billeder bringes ikke for effektens skyld. (...) billedteksten skal give svar på de journalistiske spørgsmål hvem, hvad og hvor.
Det er ikke kun den manglende kontekst til WPP vinderbillederne, der er et problem for fotojournalistikken.
WPP forholder sig overhovedet ikke til online mediet eller til andre sammenhænge, som vinderbillederne kunne bringes i. Hvad med om WPP indførte en multimedie kategori? Eller hvert år valgte et tema, som skulle belyses fotojournalistisk? Eller udgav temabøger om udvalgte emner eller områder - lavet af fotojournalister? Eller hædrede medier, som brugte fotojournalistikken på en ny og spændende måde?
Det ville være fornyelse og give fotojournalistikken vægt som et seriøst kommunikerende medie, der bruges til andet end fotokonkurrencer.
Kommentarer [1]
Discussion for this entry is now closed.
email:Jens-Kristian Søgaard | website:
Hvor har du ret Søren! Dansk fotojournalistik er da ikke i krise fordi ingen danskere er præmieret i WWP denne gang. Facitlisten til god fotojournalistik ligger ikke nødvendigvis hos de mange (alt for mange?) dommere i Amsterdam.
Jeg er meget enig i Christian Als's analyse af dette års megen konceptfotografi på PF's debatside (hvor jeg ikke kan skrive). Christian skriver bl.a. "Og så synes jeg også ofte at koncepter er blottet for reportage, og hvis WPP ikke skal præmiere reportagefotografiet, hvem skal så?"
Man skal aldrig kritisere dommerne i fotokonkurrencer, så det vil jeg helt afholde mig fra. Jeg noterer mig blot, at den gamle floskel er vendt på hovedet. Nu skal der langt mere end tusind ord til at forklare, hvorfor flere af billederne/serierne har vundet. Prøv at lyt til juryformanden MaryAnne Golon forklaring på vinderbilledet på WWP's hjemmeside. Jeg tror, det er finanskrisen, som har vundet WWP!
Jens-Kristian Søgaard