This happens next door.

Cavlingprisvinder Poul Høi og USA-korrespondent David Trads er begyndt at skrive om ny teknologi på deres fælles Berlingske-blog Amerikanske tilstande. Seneste indlæg bærer den provokerende, men indlysende forkerte overskrift: Apple er for amatører.

Præmissen er, at teknologinørder har vendt ryggen til Apples restriktive iPhone/iPad-univers og i stedet sværger til open source-miljøet omkring Android. Den udvikling har fået ekstra vind i sejlene, efter at Apple har lanceret iPad, som Trads og Høi citerer for at være bedsteforældrevenlig, men uden appel til teknologiske first movers.

Problemet med blogindlægget er, at Høi og Trads opstiller et postuleret modsætningsforhold mellem nørder og amatører - herunder bedsteforældre, forstås. Men de overser, at Apples produkter i stigende grad bliver brugt af professionelle - ja, lad os kalde dem brugere.

Professionelle brugere dækker over alt fra journalister over reklamefolk og til salgskonsulenter og sekretærer. Der er delte meninger om iPhonen's værdi som "business phone".

Jeg konstaterer, at især mine kolleger i journalistbranchen har taget iPhonen til sig som professionelt redskab til telefon, kalender, e-mail og sågar som journalistisk produktionsplatform.

Disse brugere er ikke amatører, men professionelle, der dybest set er ligeglade med selve teknologien bag Apples produkter. De er derimod dybt interesserede i, hvad de kan bruge teknologien til.

Det er netop Apples-produkternes evne til at frigøre kreativ energi og produktivitet, der har været afgørende for deres gennembrud i den grafiske branche i 1990'erne og senere med iPoden og iPhonen.

Hvis du nogensinde har prøvet at lægge et billede ind i et word-dokument og oplevet, at billedet hopper og danser rundt på skærmen, hver gang du rykker lidt på teksten, så ved du, hvad brugervenlighed betyder - især når den er fraværende.

Prøv i stedet Apples eget tekstbehandlingsprogram Pages, og oplev, hvordan du gnidningsløst rykker rundt på grafiske elementer, som om der var tale om et stykke software til grafisk layout.

Eller prøv Apples lydprogram Garageband, der gør det muligt at lave komplette musikproduktioner uden at være hverken lydtekniker eller nørd.

Så ja, Apple er også for amatører, uanset om de spiller musik eller står for medlemsbladet i den lokale skytteforening. Men først og fremmest er Apple for professionelle, der ikke gider nørde, og som stiller sig skeptiske over for det lettere omskrevne profeti fra Bibelen: "The geeks shall inherit the earth."

Eksperter, meningsdannere, kommentatorer og andre pibler i disse dage frem i medierne med beskyldninger om mediehetz, kønsdiskrimination og lemmingedefekt i dansk presse.
 
Omdrejningspunktet er naturligvis to af dansk politiks stærke kvinder – Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen  - som hen over sommeren har været genstand for massiv medieomtale af alt muligt andet end deres politik.

Men sagen er den, at medierne og især journalisterne har passet - og taget vare på - den vigtige funktion, som er blevet dem tildelt. Der er hverken tale om hetz, lemminger eller direkte modstandere mod anstændige og demokratiske principper – uagtet at enkelte medier fra tid til anden går ud over kanten i jagten på den hurtige oplagssucces. Ingen nævnt, ingen glemt.

Men frem for at bruge sensommeren på at få bolden endeligt i mål, scorer mange medier i disse dage eklatante selvmål ved at fylde spalterne og nyhedsfladerne med tilfældige meningsdannere (bloggere) og eksperter, som uden at have den fjerneste baggrund – anden end deres nok så gode meninger - får lov til at sparke løs på medierne nu de alligevel ligger ned.

Som udgangspunkt oplever vi i disse år en øget fokus på personsager i medierne. En tendens som mange af de lande, vi sammenligner os med, har oplevet år før os. Men i modsætning til pressekorpset i lande som England og USA har dansk presse en overordentlig fin fornemmelse for, hvornår personspørgsmål hører hjemme i privatsfæren, og hvornår de bør komme til offentlighedens kendskab. Eksempelvis beskæftiger dansk presse sig stort set ikke med, hvordan danske statsministerkandidater er som ægtefæller og forældre. Det er faktisk tilfældet i mange lande omkring os.

Til gengæld reagerer en dansk journalist kritisk og undersøgende, hvis vedkommende kommer på sporet af en statsministerkandidat, som slår sig op på budskabet om, at de brede skuldre skal løfte det største læs, men selv – måske – ikke i tilstrækkelig gad bidrager til at trække læsset. Eller gentagne gange giver meget forskellige oplysninger om sine skatteforhold.

Når vi ser flere personsager i dansk politik formidlet af medierne, hænger det sammen med, at de danske politikere i stigende omfang selv slår sig op på værdipolitiske dagsordner: Folkeskolen skal være det sted, som kitter samfundet sammen, hårdere straffe til bilister, som udsætter andre for fare osv. Og den slags dagsordner kan vælgerne ikke forholde sig til, hvis de selv samme politikere over en kant vender folkeskolen ryggen og konsekvent bryder fartgrænserne.

Der er simpelthen ikke noget demokratisk problem i at afprøve, om politikerne kan stå distancen i forhold til de værdier, som de selv går til valg på – og som vi vælger at tildele dem tillid for. Der er heller ikke noget demokratisk problem i at afdække, om lovgiverne selv overholder loven.

Demokratiet fungerer netop på den måde, at vi som borgere skal have tilstrækkelig information til at kunne træffe kvalificerede valg på egne og samfundets vegne. Også når det gælder politikernes evne til at leve efter de værdier, som de vil arbejde for, hvis vi giver dem vores stemme ved et valg. Hvis vi derimod mister tilliden til dem, vælger vi nogle andre til at repræsentere vores holdninger.

Og der er ingen tvivl om, at danske politikere også selv er indstillet på denne nye demokratiske virkelighed. Ellers stiller man sig ikke op søndag aften i primetime og giver eksklusive interview. Man planlægger heller ikke at afbryde sin ferie for at holde spontane pressemøder i lufthavnen, hvor man udtrykker sin ydmyghed og beklagelse over at have sjusket med oplysninger. Det gør man som politiker, fordi man har accepteret at egen evne til at leve op til værdierne er relevant og vedkommende.

Der er dog grund til refleksion over sommerens massive medieomtale af Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen. Uden at de to sager har noget som helst med hinanden at gøre, er der dog en kedelig tendens i en række medier, som går igen i de to sager. Fænomenet kan vi jo kalde for med-sparkeri, og det dækker over, at nogle journalister og medier tilsyneladende blot ”sparker med”, når kilden alligevel er gået i brædderne. Den måde de to politikere omtales på bliver i en række tilfælde respektløs. Enkelte medier falder i at tage udgangspunkt i de to kvindelige politikernes udseende og anvender vendinger, som på en indirekte måde bidrager til at underminere de to politikere på en usaglig måde. Den form for journalistisk med-sparkeri er jeg overbevist om, at mediebrugerne godt kan gennemskue – og den øger ikke just de pågældende mediers troværdighed.

I midten af 90’erne sang TV2, at ”det er samfundets skyld”. Jeg oplever i stigende omfang et samfund, som siger, at det er mediernes skyld. Men det er altså ikke tilfældet i disse sager. Heller ikke selv om et kor af meningsdannere og politiske supportere nu står på skuldrene af hinanden for at lave glidende tacklinger på medierne. Min opfordring skal være at behandle dem lige så kritisk som de politikere, som hen over sommeren har måttet stå til ansvar for deres handlinger i deres politiske og private virke.

”Fældet af B.T.”

Sådan lød overskriften på B.T. den 1. juli, hvor socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, og hendes mand Stephen Kinnock efter massivt mediepres valgte at lade ægtemanden, som er bosiddende i Schweiz, beskatte i Danmark.

Overskriften på denne historie vidner om, at B.T. enten har misforstået sin rolle. Eller også vidner ordvalget om, at træerne for B.T.s vedkommende vokser ind i himlen. For meget kan man tillægge medier. Men de fælder ikke noget som helst, når det handler om skatteafgørelser eller domme. De er muligvis årsag til en del skovfældning. Men så er det også sagt.

Ikke desto mindre er forsiden om Stephen Kinnocks skatteforhold opsigtsvækkende. Og den er givetvis blevet gransket af både medieeksperter og journalister. Det er ganske overraskende, at et medie reklamerer med, at man har ”fældet” en toppolitiker på sin egen forside. Det er muligvis noget, man taler om bag lukkede døre på et redaktionsmøde. Men jeg kan ikke erindre fortilfælde af den slags, som B.T. leverede den 1. juli.

Og det med god grund. For medierne og journalister kan ikke fælde nogen som helst. Og det har aldrig været hverken mediernes eller journalisternes rolle uanset, hvor stor trangen til det har været. Man kan fælde træer, og domstole kan fælde domme. Mediernes – og især journalisternes – rolle er, at afdække forhold, så borgerne kan blive i stand til at træffe kvalificerede valg på egne og samfundets vegne. Og det gør borgerne givetvis i denne sag - muligvis ved næste folketingsvalg.

Medierollen kan også handle om, at afsløre forhold, som giver myndighederne en indsigt, som de kan vælge at reagere på enten ved at anmelde konkrete forhold til politiet, indlede selvstændige undersøgelser eller lignende. Forhold som måske kan føre til domsfældelse.

Men det kan aldrig blive mediernes eller journalisternes rolle at fælde nogen eller noget. Og heldigvis for det.

Det er svært at få en seriøs debat i gang om et forslag, når det ret konsekvent bliver fremstillet helt forkert i medierne.
Forleden publicerede domstolenes tidsskrift Retten Rundt artiklen ”Nye tider for navneforbud”. Jeg har skrevet artiklen, der har som hovedpointe, at de gældende regler om navneforbud ikke længere dur, fordi offentliggørelse i nye medier bl.a. Facebook ofte sker, før domstolene får fastsat et navneforbud.

Som løsning på problemet skitserer jeg et forslag til nye regler: Væk med de konkrete navneforbud, som domstole fastsætter efter anmodning fra forsvarer eller anklager. Indfør i stedet almindelige regler med efterfølgende ansvar. Det vil sige et almindeligt regelsæt, hvor mistænkte, ofre og pårørende som hovedregel er beskyttede mod at blive nævnt men ikke beskyttet, når deres identitet har samfundsmæssig interesse, eller de giver samtykke. Mit forslag svarer til principperne, der gælder ved god presseskik og ved domstolens afvejning af privatliv kontra pressefrihed.

Jeg afleverede manuskriptet til Retten Rundt 19. maj, og det blev publiceret 16. juni. I mellemtiden kom den konservative retsordfører Tom Behnke frem med forslaget om generelt navneforbud, der kun kan ophæves af en dommer. Da jeg hørte det konservative forslag, tænkte jeg: ”Det forslag tager jo slet ikke højde for de almindelige anerkendte principper for pressefrihed. Godt at min artikel er på vej”.  

Jeg gjorde mig umage med at formulere artiklen til Retten Rundt, men den har ikke haft synderlig betydning for medieomtalen: ”Mediejurist Oluf Jørgensen er på linje med De Konservative” lyder overskriften i MediaWatch). ”Tom og Oluf har denne gang tænkt sig frem til, at der skal indføres et generelt navneforbud i alle straffesager! skriver Bent Falbert i sin medieklumme i Information. Ebbe Dal skriver i Nyhedsbrevet Dansk Presse, at ”ophævelse af det skal ske ved en konkret undtagelse, akkurat modsat af, hvordan det er i dag.”

I Mennesker og Medier fik jeg i fredags lejlighed til at forklare mit forslag. Tak for det. I DR´s omtale af indslaget står dog ligesom andre steder, at mediejuristen Oluf Jørgensen slår til lyd for generelt navneforbud i alle straffesager.
 
Tilstanden i dag i korte træk:
·       Principperne for god presseskik om navne i retsreportager følger almindelige principper med efterfølgende ansvar og plads til pressefrihed.
·       Retsplejelovens gældende regelsæt om navneforbud sigter derimod på forudgående indgreb og er beslægtet med andre censurlignede indgreb som fogedforbud. Retsplejelovens regler tager et vist hensyn til samfundsmæssige interesser, men ikke med den vægt som pressefriheden normalt skal have.
·       De nye medier (Facebook m.fl) er ikke omfattet af principperne om god presseskik, og domstolens navneforbud kommer for sent. Der er således i realiteten ikke nogen beskyttelse for mistænkte, ofre og pårørende.
 
Mit forslag vil betyde:
 - at ytringsfriheden styrkes for traditionelle medier, der respekterer god presseskik, fordi de slipper for forudgående forbud, der ikke tager tilstrækkelige hensyn til pressefriheden,
 - at offentliggørelse på internetmedier herunder sociale medier bliver reelt omfattet af regler med efterfølgende ansvar.

Hvis nogle har lyst at få nærmere kendskab til mit forslag så lyt til Mennesker og Medier (og nøjes ikke med foromtalen) eller læs artiklen i Retten Rundt eller på mediejura.dk.